De Kongelige gemakkerKong Frederik d. 2.
Frederik 2. regerer fra 1559 til 1588 og holder overdådige fester på Kronborg Slot. Kronborg blev bygget for at imponere de mange gæster, som kommer fra nær og fjern for at feste i dagevis. De trakteres med tidens gourmetretter og øl i tøndevis.
Før Frederik 2. bliver gift, er han mest optaget af at blive nordens mægtigste konge. I syv år kæmper han en udmattende krig mod rivalen i Sverige, Erik 14.
Efter syv års krig kan ingen af dem kalde sig sejrherre. Frederik 2. bruger resten af sine dage på at genopbygge sit omdømme som Nordens konge i Østersøen og fylde statskassen igen. Kassen er stort set tom efter de fejlslagne krige.
Frederik 2. satte Peder Oxe (fra slægten Oxe, se Oxernes Gaard i Stengade 66) til at skaffe flere penge i sundtoldskassen. Sundtolden var i begyndelsen en rosenobel pr. skib, men Peder Oxe ændrede tolden til lasttold i stedet for. Det skæppede rigtig godt i kongens private kasse og kunne anvendes til finansiering af slotte (Kronborg eksempelvis) og krige, som slugte mange penge. Rigtig smart var det, fordi skibene blev større, kunne sejle længere og medbringe større last og specielle varer, alt sammen medvirkende til større indtægter. Hilste et skib ikke korrekt eller forsøgte et skib at undlade at betale, blev der fyret varselsskud af, enten fra Kronborg eller fra vagtskibet i Øresund. Episoden blev opfulgt af ”mulkt”, skydepenge for krudt og kugler. Det bliver en sand guldgrube, og indtægterne sikrer opførelsen af pragtslottet Kronborg Slot i 1574 og frem.
I 1572 gifter Frederik 2. sig med sin unge dronning Sophie. Deres forhold er kendt som et af de lykkeligste kongelige ægteskaber i Europa. I de første ti år efter bryllupsnatten får de syv børn, og de er uadskillelige. Sophie følger med kongen på de fleste af hans rejser.
 |
Dansesalen
Frederik 2. vil have et slot han kan prale af, og derfor sørger han for, at Kronborg får Europas fineste dansesal i sin tid. Salen er 60 meter lang og er på Frederik 2.’s tid Nordeuropas største. Langs væggene hænger kongens tjenere de kostbare gobeliner op, når der er fest. For enden ved den store kamin sidder kongeparret under en prægtig bordhimmel af purpurrød silke med indvævede guld- og sølvtråde. Loftet i salen er paneleret med kunstfærdige træudskæringer, malerier og forgyldninger. Syv store messingkroner oplyser den smukke sal. Marmorgulvet i salen bærer dansende hoffolk, konger og dronninger. Det meste af dansesalens inventar fortæres af flammerne i 1629, men slotskirkens udsmykninger, som har overlevet brande og plyndringer, vidner om Dansesalens storhedstid.
 |
Til fest på Kronborg Slot
Kronborgs tårne strækker sig op mod himlen. Solen fanger Kronborgs tage og får solen til at danse på kobberet. 150 vognkærrer bevæger sig langsomt afsted mod det funklende slot på bastionen i Øresund. Vognkærrerne er pakket med Kongens møbler, puder, tæpper og bøger. Frederik 2. er på vej til Kronborg med hele sit følge af tjenere og oppassere. Kongen skal holde fest på Kronborg Slot for adelen og fine folk fra hele Europa. Hofmesterinden sørger for, at slottet indrettes med kongen og dronningens møbler, tæpper, friske blomster og dronningens papegøje. I kaminen er der lagt velduftende sandeltræ, og lysekronerne har fået honninglys i stagerne.
Skål med kanonerne
I mange dage vil det fornemme selskab feste i Kronborgs enorme Dansesal. Lange borde dækkes med sølvtøj og krystalglas. Tjenere serverer 24 retter til hver enkelt gæst. Herunder Østers, vildt, eksotiske frugter og andre dyre delikatesser. Den eksotiske middag skylles ned med vin og øl. Kongen vil rejse sig, hæve sit glas og udbringe en skål, og samtidig vil trommerne rulle og trompeterne gjalde. Uden for fæstningsvolden står artilleristerne klar ved kanonerne og når trompeterne lyder, saluterer artilleristerne kongens skål med øredøvende brag, der kan høres helt over på den anden side af Øresund.
De Kongelige SaleKronborgs Kongelige Sale fortæller om dengang renæssancekongerne festede og boede på slottet.
I disse pragtfulde sale levede kongerne og holdt storslåede fester med mad, musik, skuespil og hofintriger. Ikke mærkeligt, hvis William Shakespeare har hørt om livet på Kronborg og er blevet inspireret til at
skrive sit skuespil om Hamlet.
Dansesalen til fest og fornøjelse
Festsalen over dem alle er Kronborgs imponerende Dansesal. Det er ikke svært at forestille sig lange opdækkede borde eller dansende gæster på det smukke marmorgulv. Salen er 60 meter lang og var på Shakespeares tid Nordeuropas største festsal.
Kongens og dronningens private kamre
Nysgerrigt kunne kongen fra en karnap i sit private kammer holde øje med gæsterne, der ankom til fest. Og mens gæsterne gik op i Dansesalen via et trappetårn i Slotsgården, kunne dronningen gå tørskoet til fest via det lange galleri mellem Dansesalen og sit private kammer.
Gå på opdagelse i slottets sale
Kongetapeter med et væld af detaljer, malerier på lofter og vægge, massive pragtdøre og gigantiske kaminer gemmer sig i slottets mange sale. Så gå på opdagelse og forestil dig festerne og livet, der engang blev levet her.
 Close
|